Forside | Søg i databasen | Om databasen | Om Faxekalksten |

Faxekalksten som lokal bygningssten (2)

Kalkstensbyggeri fra 1700-tallet
Helt fra middelalderen blev der brudt kalk i Faxe Kalkbrud, og kalkstenskvadre af koralkalk findes i en del af egnens middelalderkirker. I hvert fald fra 1600-tallet er der også blevet brændt kalk af kalkstenen, hvorimod anvendelsen som bygningssten på det tidspunkt synes at være gledet ud, og først i midten af 1700-tallet fik man igen øje for dette lokale byggemateriale. 

Illustration

Lade af kalkstensgrundmur på Turebyholm. 
Opført 1779-80.

Flere omstændigheder var medvirkende til, at kalkbruddet gennem århundreder ikke blev udnyttet så meget, som man kunne forvente. For det første var afsætningen besværlig, fordi kalkstenene skulle køres ned til Faxe Strand og udskibes derfra. Skibene måtte ankre op et stykke fra kysten, og kalkstenene blev roet ud. Dernæst var ejerforholdene i kalkbruddet komplicerede.
Ejendomsretten til kalken fulgte ejendomsretten til overjorden, dvs. de marker, der lå oven på kalken, og som blev drevet af Faxes og Stubberups fæstebønder.

Ved midten af 1700-tallet havde følgende lodsejere del i Faxe og Stubberup og dermed i retten til at bryde kalk: godserne Rosendal, Gavnø og Jomfruens Egede samt Københavns Universitet, Vemmetofte Kloster, Gisselfeld Kloster, Faxe præsteembede og Faxe degneembede. Desuden fik Faxe Kro andel i bruddet, da denne ejendom overgik til selveje, og i 1761 erhvervede også Bregentveds besidder A.G. Moltke jord på selve kalkbrudsstrækningen.

Ikke alle kalkbrudsejere udnyttede deres rettigheder til undergrunden, og kalkstensbrydningen foregik meget lidt rationelt, så udbyttet stod slet ikke mål med indsatsen. I midten af 1700-tallet sluttede ejeren af Rosendal (dengang Totterupholm) Holger Rosenkrantz overenskomst med Vemmetofte Kloster om fælles salg af kalksten til brænding, og sammen intensiverede de brydningsarbejdet, så de også kunne honorere den øgede efterspørgsel.

Genindførelsen af faxekalksten som bygningssten skyldes A.G. Moltke. Han lod i 1755 hofstenhugger Jacob Fortling foretage jordbundsundersøgelser på grevskabet Bregentved med henblik på at finde kalk og ler til brænding. På Værløse Mark fandt Fortling kalkforekomster, der både egnede sig til brænding og til bygningssten. Han var kendt med naturstensbyggeri fra sin egen virksomhed i Kastrup på Amager. De første bygninger af kalksten blev opført på Sofiendal i 1758, og i de følgende årtier brugte man kalksten til en lang række af de nye avlsbygninger, der blev opført på grevskabets hovedgårde.

Kalksten i bøndernes bindingsværk
I 1700-talets reformkredse mente man ikke, at bøndernes traditionelle bindingsværk med lerklinede tavl var hensigtsmæssigt, fordi lerkliningen krævede alt for meget reparation. Tendensen i reformforslagene gik ud på, at man skulle udnytte lokale bygningsmaterialer, og her kom kalkstenene også ind i billedet.

A.G. Moltke besluttede således i 1782, at bønderne på grevskabet Bregentved for fremtiden kunne søge om gratis at få tildelt kalksten til at udmure bindingsværksvæggene i nye stuehuse med. Det blev bekendtgjort i enslydende skrivelser til forvalterne på grevskabets to distrikter, Bregentved og Juellinge. Bønderne skulle afhente stenene i kalkbruddet om vinteren, og de skulle selv afholde udgifterne til transporten og til byggeriet.

Det kunne herefter forventes, at der blev anvendt kalksten i de mange nye gårde, som blev opført på grevskabet i de følgende år i forbindelse med udskiftningen, men det kom ikke til at gå sådan. Bøndernes traditionsbundethed har sikkert haft en stor del af skylden, men også de omkostninger, der trods alt var ved at hente kalksten, kan have haft betydning.

Der blev beregnet 2 favne sten (1 favn kalksten målte 3 x 3 x 1½ alen = 3,3 m3 ) til en bindingsværkslænge på en bondegård, og et almindeligt læs var kun på 1/10 - 1/12 favn. Dertil kommer, at det slet ikke er så nemt at mure med de små uregelmæssige stykker kalksten. Lerklining var en gammelkendt metode, som bønderne selv beherskede, men skulle de både bekoste en tømrer til at hugge bygningstømmeret og en murer til at mure væggene, blev det langt mere bekosteligt at opføre en ny bygning, end de var vant til.
Endelig ved vi faktisk ikke, hvor mange bygningssten, der blev brudt i kalkbruddet i denne periode.

Under alle omstændigheder dominerede de lerklinede gårde og huse på Faxeegnen langt op i 1800-tallet, og det gjaldt på alle de godser, der havde del i kalkbruddet. Kun Holstein-Rathlou på Jomfruens Egede og Lystrup lod o. 1800 stuehuse til udflyttede fæstegårde opføre med murede tavl i bindingsværksvæggene, og der var sandsynligvis tale om kalksten, selv om det kun kan påvises med sikkerhed i et par gårde i Atterup samt en i Hejede. På de øvrige godser var fæstegårdenes bygninger med ganske få undtagelser lerklinede. 

Adgang til kalksten
Først fra 1840'erne og 50'erne synes det at blive mere almindeligt at anvende kalksten i nyopførte bindingsværksbygninger på egnen. Det fremgår af brandtaksationerne samt af bygningssager i Bregentveds godsarkiv. Tidspunktet hænger sammen med en øget produktion og afsætning af kalksten som følge af, at der i 1843 blev bygget en skibsbro ved Faxe Strand.

Det var også først nu, at A.G. Moltkes tanker fra 1782 om tildeling af kalksten til bøndernes nybygninger blev realiseret. Det foregik på samme måde, som han havde skitseret dengang: bønderne søgte gennem godsforvalteren om at få tildelt kalksten sammen med tømmer, når de skulle opføre en ny bygning på deres fæstegård. De skulle selv sørge for afhentning af stenene, og de skulle betale stenbryderlønnen (2-3 rigsbankdaler. pr. favn kalksten).

Ansøgningerne blev forelagt lensgreve A.W. Moltke af hans sekretær bilagt en indstilling, og de ansøgte sten blev normalt bevilget under visse betingelser.
For det første skulle der være et lager ved grevskabets brud eller på oplagspladsen ved stranden af den slags kalksten, der ikke egnede sig til at brænde, bl.a. de flintholdige. Bygningssten fra Faxe Kalkbrud blev altså betragtet som et biprodukt, og de repræsenterede også kun den halve værdi i forhold til de sten, der blev afsat til kalkbrænding.
For det andet prioriterede man grevskabets eget byggebehov højest. Det betød, at forelå der planer om nybygninger eller ombygninger på en af hovedgårdene eller de mange tjenesteboliger, der hørte til grevskabet, skulle kalkstenene først og fremmest bruges der. Først derefter kunne fæstegårdene komme i betragtning. Det var derfor begrænset, hvad der var til rådighed for bønderne. I almindelighed blev der ikke bevilget kalksten til renovering af ældre bygninger, kun til nybygninger, og en enkelt oplysning tyder på, at gårde blev prioriteret højere end huse. Senere blev reglerne dog lempet, og i 1850'erne er der flere eksempler på tildeling af kalksten til husmænd.

Fæstebønderne kunne kun regne med at få kalksten til bindingsværksbygninger. I 1844 gav grev Moltke en gårdmand afslag på at få kalksten til en grundmuret udlænge med den begrundelse, at det ville skabe præcedens, og der blev ikke produceret tilstrækkeligt med bygningssten til, at alle kunne bygge i kalkstensgrundmur. 

Illustration

Stuehus til mindre landejendom, 
Kissendrupvej 50B i Vivede. 
Ejeren oplyser, at bygningen er opført i 1871.

Men det stod selvfølgelig enhver frit for selv at købe sten, når der var nogen til salg. Af nogle spredte regnskaber over afsætningen af kalksten fra Rosendals gruber i 1860'erne fremgår det, at der på det tidspunkt både blev udleveret sten uden beregning til godsets fæstere og solgt bygningssten til andre. I betragtning af de kalkbrudsejende godsers tætte samarbejde, der også omfattede prisaftaler, er det sandsynligt, at tildeling og salg af kalksten til bygningsbrug er foregået efter de samme retningslinier på alle godserne.

Endelig var der i mindre målestok mulighed for at skaffe sig kalksten uden om de officielle kanaler, hvis man boede i nærheden af kalkbruddet. En husmand i Hovby havde i 1807 kalksten i nogle af tavlene i sit fæstehus. Forvalteren på Rosendal fortæller i et brev, at husmanden simpelthen havde samlet tabte sten op på vejen fra kalkbruddet til stranden. 

 
Side 1 | Side 3

Ordforklaringer